søndag den 17. juli 2016

8. juni 2016

Vores specielle dato...
For 11 år siden på denne dato lærte jeg min nuværende kæreste at kende. Vi har været kærester, elskende, fra hinanden, sammen igen, boet sammen, flyttet fra hinanden.....fælles for alle disse mangeartede begivenheder er, at vi hele tiden har været hinandens venner. Så den 8. juni er vores venskabsdag. Det er vores dato og det er den vi altid fejrer - også selvom vi sidst blev kærester for 8 år siden den 6. december. Det har i alle årene været den 8. juni, vi markerer.
Billederne til venstre er fra 2005, billederne til højre er fra 2016 --> 

I år havde jeg læseferie, og manglede kun den sidste eksamen og jeg skulle med min kæreste på arbejde. Jeg har tidligere fortalt, at han arbejder som chauffør, hvor han blandt andet tilbageleverer bortkomne kufferter for SAS. Han har derfor ofte lange køreture rundt i Danmark, og jeg nyder på disse ture stilheden i bilen, hans selskab og naturen omkring os når vi ikke lige kører på motorveje.

Den 8. juni havde vi altså aftalt, at jeg skulle med ham rundt. Hvad jeg ikke vidste, var at han om morgenen havde ringet til min far og spurgt ham om lov til at gifte sig med mig! Min kæreste sagde intet til mig, vi kørte bare afsted, som vi plejede. I dag skulle vi til Nibe, en lille landsby, jeg ikke husker navnet på og Hjørring. Vi startede med at køre mod Nibe.




På et tidspunkt kom vi til en lille mølle ved en lille landsby, der hedder Vindblæs. Vi blev enige om at holde ind og se møllen. 

Jeg mente ellers sagtens jeg kunne få et fint billede ude fra vejen, men min kæreste insisterede på, at vi kørte helt derhen. Den var nu også utrolig smuk tæt på. 


Imens jeg stod og tog billedet her under, gik min kæreste lidt rundt. Han kom hen bag mig og lagde armene om mig, mens han sagde noget i stil med: " Jeg ved jo du er så glad for traditioner, og jeg har fået lov af din far..." så slap han mig igen.



Jeg syntes ikke rigtigt at det han sagde gav nogen mening, så jeg vendte mig om for at spørge ham - og dér sad han, på knæ med en ring fremme og spurgte om jeg ville gifte mig med ham!!

Jeg blev så paf, at jeg helt glemte at svare. Jeg kastede mig bare om halsen på ham mens jeg lo og græd på samme tid. Jeg kunne slet ikke forstå det!

Så sagde han, at jeg gerne måtte give ham et svar - og så fik jeg fremstammet et ja! 


Resten af dagen kunne jeg slet ikke koncentrere mig om at læse til eksamen. Jeg blev bare ved med at tude hver gang jeg tænkte på frieriet ved Vindblæs Mølle. Jeg kunne slet ikke lade være med at smile hele den dag!

Det var en helt igennem romantisk og fantastisk dag - og inden I spørger: Nej, datoen er ikke fastlagt, men vi er enige om, at jeg skal være færdig med min uddannelse først, så der går i hvert fald 4 år endnu.


Den tynde guldring er min mormors vielsesring. Min forlovelsesring er den med perlen og en lille diamant ved siden af (Jeg elsker perler).

Ser jeg ikke bare vildt glad ud?



Aggersundbroen

Hav en rigtig god dag!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar