fredag den 16. august 2013

1 - 2 - BLOG!!

Tjah, hvordan gør man så det her? Og hvorfor egentlig?

Jeg har besluttet mig for, at prøve det her af, i et forsøg på at føre en slags elektronisk dagbog over mine kreative ideer og kreationer.

Hvad laver jeg så? Alt muligt blandet... Lige for tiden er jeg ved at style min lejlighed. Jeg bor i en 4-værelses lejlighed sammen med mine to dejlige piger. Lejligheden indeholder entré, toilet, badeværelse, 2 børneværelser, soveværelse, køkken, stue og altan. Alt sammen fordelt på 105m2, hvis jeg husker rigtigt.


Vi har boet i flytte-/byggerod siden februar 2013, og det ser ud til at fortsætte et godt stykke tid endnu. Som enlig mor til 2 har jeg ikke uendelige ressourcer at gøre godt med, så ting tager nogle gange tid. Lang tid...

Jeg har en regel om kun at være i gang med ét større projekt ad gangen. Dvs. ét rum ad gangen. Der ud over har jeg ofte gang i masser af små projekter på sidelinien. Et eksempel på dette kan være: Børneværelse (= det store projekt), klædeskabe, dekoration af en væg, maleri, krus. Alle de ting som er nævnt er noget, som IKKE foregår i børneværelset. På den måde har jeg altid noget at give mig til, hvis jeg af en eller anden årsag (ofte økonomi) er kørt lidt fast i det store projekt.

Siden februar har vi fået de store linier på plads i entréen og på den ældste datters værelse. Med de store linjer mener jeg loft, vægge og møbleringen. Resten kommer hen ad vejen -  det bliver omprioriteret til at høre under kategorien "små projekter". P.t. er det store projekt min yngste datters værelse. De små projekter er: Opstarten af denne blog, få hængt forskellige ting op i entré og på den store piges værelse samt at få givet mine altanmøbler træbeskyttelse (når været tillader). Desuden skal jeg have ordnet mine egne klædeskabe, lågerne til den yngstes klædeskabe samt noget tekst jeg er ved at male på entrévæggen. Ja  i mit hjem må man nemlig gerne skrive på væggen. I hvert fald så længe der er mening med galskaben...


Denne første blog har jeg tilegnet det første rum, vi gik i gang med; nemlig min ældste datters værelse.



februar 2013
Her er mine skønne tøser i gang med 
at fjerne savsmuldstapet

Det første rum

Min ældste datters værelse var som sagt det første rum, jeg gik i gang med. Hvorfor? Fordi det stod tomt. Det var altså det rum, som var lettest tilgængeligt. I alle øvrige rum i lejligheden stod der møbler.

Vi besluttede i fællesskab - min datter på 11 år og jeg - hvor i værelset hendes seng skulle stå samt hvilke farver, der skulle være gennemgående i rummet: Pink, turkis og hvid samt lidt lilla... Desuden måtte hun vælge én væg til mønstret tapet og én væg til at få malet i en af farverne. De to andre vægge skulle være hvide ligesom loftet. 

Da disse ting var på plads, gik vi i gang med at fjerne savsmuldstapet fra den væg, som skulle have nyt tapet. Det nye tapet skulle være en fotostat fra Komar.

Komar Picadilly
Komar fototapet kan bl.a. købes hos Tapetforum.dk og i Bauhaus



Da tapeten endelig var helt væk, skulle væggen spartles for at være fin og jævn til det nye tapet. Heldigvis var betonvæggen indenunder meget pæn. Den var ikke bulet og revnet og der var ikke ret mange huller i den. Jeg slap derfor for at skulle fuldspartle væggen og kunne i stedet nøjes med at spartle hullerne ud med Polyfilla og efterfølgende pudse jævnt med sandpapir.

Derefter blev væggen tapetseret med "underpapir", for at give et godt underlag til den nye tapet at hæfte på. Undertapet og vægmaling købte jeg hos Flügger og tapeten (fotostaten) købte jeg hos Tapetforum, som leverede en fantastisk service. Fotostaten fra Komar hedder Piccadilly.

Loftet er malet med Flügger Flutex 3 helmat akrylmaling til loft i farven Hvid. Væggen er malet med Flügger Flutex 5 mat akrylmaling til væg og facade i farven Råhvid (S0500-N). Væggen modsat vinduet er den væg, hvor døren til værelset også er placeret. Denne væg er også malet med Flügger vægmaling. Her er farven pink (Kulør: 1436).


Da undertapeten var oppe, blev loftet malet og derefter de hvide vægge og til slut den pink. Da alt var malet, fik jeg min mor til at komme ind og hjælpe med at montere fotostaten - og det er jeg taknemmelig for at hun kom og hjalp med! 

Den var egentlig nem nok at sætte op, men havde jeg været alene om det, havde det været meget svært at få de enkelte sider til at passe sammen, tror jeg. 

Jeg kan klart anbefale de smukke tapeter, men jeg vil mene at det absolut er en fordel at være to om det. Så er det til gengæld heller ikke svært.

Jeg vil lige advare om, at man ikke begynder at skære i fotostaten mens den stadig er våd. Man kommer meget let til at rykke den i stykker i stedet. Hvis man kan vente til dagen efter, er det meget lettere at skære eventuelle kanter pænt til (husk at bruge en MEGET skarp kniv).


Komar Picadilly tapet   
Sengen er redt med hvidt sengetæppe,
turkis fleecetæppe og pyntepuder
 Fototapet og lysekrone
Smuk lysekrone (hun har selv købt den)

Den underskønne lysekrone på billedet, har min datter selv købt for 400,- i en butik som skulle lukke og derfor solgte ud af inventaret også. Den passer fantastisk til værelset.

Den hvide metalseng har min datter arvet fra sin far. Sengetæppet er et stort hvidt sengetæppe til en 3/4-seng, hvor hun har lagt et turkis tæppe fra IKEA over sammen med nogle pyntepuder i matchende farver. Puderne er købt i IKEA, Kvickly samt et pudebetræk i Tiger.

reoler og plads til legetøjet
Reolerne funktions-opdeler rummet. De forskellige kasser indeholder
bl.a. legetøj og skal senere dekoreres, så de passer HELT ind

Her kan man se den flotte pink farve (- og i baggrunden alt vores flytte-/byggerod!). De hvide reoler er "arvegods" fra min kæreste. Det er hvide metalbøjler med hvide laminathylder. Helt simpelt, men effektivt og flot til den pink væg - og helt i tråd med den hvide metalseng.



Klædeskabet


spejllåge i skabet 
Natashas "hyldeskab"
     Samtidig med disse ting lavede jeg decoupage 
     indeni hendes klædeskab. 

     Værelset har et fastmonteret dobbeltskab som 
     når helt til loftet. Indvendigt blev alle hylder 
     beklædt med gavepapir i forskellige farver og 
     mønstre og det samme blev lågerne. 
     Der blev købt fletkurve og "stof" kasser til fx 
     strømper og undertøj.

     Indvendigt på den ene låge har jeg limet et spejl 

     fra IKEA fast og pyntet kanterne på spejlet med 
     glitterlim. Top og bund på spejlet er pyntet med
     klistermærker.







Skrivebordet fik en omgang

Skrivebordet på hendes værelse var et gammelt brugt bord i bøgelaminat med en enkelt skuffe.

Jeg genbrugte tapetrester, gavepapir og selvlæbende hyldepapir (fundet billigt i Tiger) samt "gummitape"/elektri-kertape og VUPTI! så havde min datter et flot og unikt skrivebord. 


Skrivebordets make-over1
Rest af Komar-tapetet.
Bordet matcher resten af værelset uden at det er "magen til" det, som er der i forvejen. 
På det øverste billede af skrivebordet kan man se min datters pink stol i baggrunden. 
Stolen er en Jules junior kontorstol købt i IKEA for nogle år siden. Se den HER.


skrivebordets make-over2
Under bordet er også brugt en rest af Komar-tapetet.
Bordpladen og skuffefronten er pyntet med samme papir.
Resten er hyldepapir
Det er dén som har været med til at min datter valgte pink som en af 
farverne på sit værelse. Hun blev på et tidspunkt tilbudt en polstret kontorstol. Nej tak! Hun elsker simpelthen den her stol...

Kommoden på billedet, skal males hvid ligesom skabslågerne. Det er et af de projekter, som gemmes til senere, da det - ligesom dekoration af skrivebord - ikke er vigtigt for funktionaliteten af værelset.

Det eneste der mangler for at skrivebordet nu er HELT færdigt, er klar plastfolie på bordpladen for at beskytte papiret mod fugt og skader. 
Desværre har jeg endnu ikke fundet noget, som  er bredere end 40 cm og jeg vil helst have det dækket af et helt stykke frem for med en samling på midten. Jeg tror, det vil øge overfladens holdbarhed...

Den hvide plastikkurv, man kan se i siden på det nederste billede af skrivebordet,er også fra IKEA. Den er helt flad på bagsiden og er derfor en yderst pladsbesparende papirkurv til at have under bordet.



Væggen #2

farmors billeder og sommerfugle over lampen
Sommerblomster
De to billeder på væggen her har min datter fået af sin farmor. Det ligner røngtenbilleder af blomster. Begge billederne er i rosa farver og er faktisk rigtig flotte. De passer godt til et pigeværelse, som ikke må blive for lille-pige - hun er jo trods alt blevet 11 år!

Mellem de to billeder har jeg monteret 2 sommerfugle, som er købt i Tiger. De har dobbelte vinger, så der er lidt 3D-effekt over dem.

Lampen under billederne giver det blødeste rosa lys om aftenen. Den blev købt for mange år siden i IKEA, men sælges vistnok stadigvæk.

Under lampen er der et tomt område mellem sengen og væggen, da radiatoren "står i vejen". Her står også 2 af de hvide plastikkurve fra IKEA. Funktionen er her at være magasin-holder. På den måde er der styr på blade og godnat-bøger...dem er hun nemlig ikke for stor til endnu.


Det var det. Resten af værelset mangler stadig at blive "organiseret". Men værelset er fuldt ud funktionelt og der er kommet orden på tingene. Legetøjet er i skoæsker, pink kasser eller hvide "stof"-bokse under sengen. Bøgerne og skolebøgerne har plads i reolerne. Den ene hylde er dedikeret til æsker med hårpynt, smykkeskrin, børste, parfume osv - altså et "mini-sminkebord".


Nu slutter jeg for i dag. Jeg skal have malet nogle bogstaver sorte. Tak for din tid. Du er velkommen til at smide en kommentar - og hvis du ved, hvor jeg kan få fat i klar selvklæbende plastfolie i minimum 55 cm's bredde, så må du meget gerne smide lidt info. 



Hav en god dag.

2 kommentarer:

  1. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  2. IKEA har sådan nogle lækre ting! Og den junior kontorstol har virkelig en lækker tøsefarve! ;)

    SvarSlet